Det gamle Stadion på Nyvej

Brovst IF – Det gamle stadion

Af Arne Sloth Kristoffersen  05-12-2011

Forord

Det er ikke min hensigt at skrive Brovst Idræts Forenings samlede historie eller beskrive alle de dygtige ledere og spillere, der gennem årene har været i foreningen. Den historie kan man i stedet læse i klubbens jubilæumsskrifter og i det glimrende klubblad, Støvlen.

Derimod vil jeg beskrive foreningens tilblivelse, som min far var involveret i, foreningens betydning for mig og de oplevelser, jeg har haft som spiller og som tilskuer på det gamle stadion. Jeg vil også beskrive nogle af de personligheder, som jeg har kendt, og som har haft stor betydning for foreningen, samt nogle af de markante spillere på modstandernes hold, som jeg husker. Endelig vil jeg give eksempler på den trofasthed, som mange gennem tre generationer har vist over for klubben, og hvordan det var og nu er at være leder i en idrætsklub.

Foreningen oprettes

Brovst Idræts Forening, blev oprettet i 1929, samme år som verdenskrisen brød ud efter krakket i Wall Street. Der var da heller ikke mange penge til rådighed, så fem af spillerne måtte kautionere, før den nye klub kunne købe de første 11 fodboldtrøjer.  Men derefter gik det fremad, og Brovst Idræts Forening, til dagligt kaldet B.I.F., har siden haft uvurderlig betydning for byen og egnen, ikke blot på det rent idrætslige område, men også socialt og kulturelt.  For i B.I.F. mødtes man på tværs af sociale og økonomiske skel, ligesom B.I.F. i mange år var en forening med mange kulturelle aktiviteter.

Foreningens første formand var min far, købmand K.M. Kristoffersen, og selvom han ikke selv spillede fodbold, var han formand i mange år. Han fulgte holdets kampe, og ifølge vidner så han ofte før kampene hver enkelt spiller i øjnene med et fast blik og sagde: ”Nu eller aldrig”. De første år var foreningen tilmeldt Thisted Amts Boldspil Union, selvom Brovst lå i Hjørring Amt, og lige fra begyndelsen blev foreningen fulgt med stor interesse fra byens borgeres side, hvilket var til stor støtte for spillerne og foreningen.

Brovst var dengang endnu mere østvendt end nu, så for de fleste var Thy et ukendt område, og modstanderne var fjerne byer som Vorupør og Hansted. Kampene blev fløjtet i gang kl. 16.00, da man ikke måtte spille i kirketiden. Der var dengang kun få private biler, så transporten foregik med toget, der gik til Thisted eller i en lejet rutebil. B.I.F. vandt kredsmesterskabet allerede det første år, og da man skulle spille den afgørende kamp, lejede man et ekstratog i Aalborg som helt fyldt op transporterede spillerne og de mange tilhængere til Thy. Resultatet af kampen blev sendt hjem til Brovst pr. brevdue.

En af spillerne, Peter Jensen, i daglig tale Peter Mathis, var fodermester og måtte derfor tidligt op om morgenen. Han havde en vældig kondition, så når han var færdig med at malke, kunne han let cykle 20 – 30 km for at spille fodbold. Peter brugte snus, og ved betydningsfulde kampe lovede tilskuerne ham en æske snus for hvert mål, som han scorede. Engang lavede han tre mål i første halvleg, hvorefter han fik overrakt tre æsker snus i pausen, serveret på en sølvbakke. Da holdet første gang kørte med toget til Thisted, blev Peter meget forskrækket og råbte op om at komme af, da han pludselig så vand på begge, da toget kørte over dæmningen over Vejlerne.

B.I.F. blev allerede i 1931 medlem af Jydsk Boldspil Union, og så blev modstanderne hold fra egnen. Det skabte selvfølgelig øget interesse for kampene, og især når modstanderen var Fjerritslev, kunne der være op mod 1.000 tilskuere. Spillerne fra Klim gik dengang for at være nogle hårde drenge, og fra min egen tid var det min opfattelse, at de fleste af spillerne fra Thorup var rødhårede.
B.I.F. spillede i B-rækken og blev i 1934 – 35 for første gang kredsvinder, men tabte oprykningskampen til Dronninglund. Det samme gentog sig flere år i træk, og først i 1939 lykkedes det klubben at rykke op i A-rækken efter en 6 – 0 sejr over Bejstrup.  Mange af byens kendte borgere spillede på 1930’ernes gode fodboldhold, bl.a. elektriker Kajus Andersen, gårdejer Niels Brix, gårdejer Lindhardt Pedersen. postbud Johannes Thomsen og ølbrygger Agnar Mortensen.

Underholdning, kultur og økonomi

Det var før Fritidslovens og de kommunale tilskuds tid, og det var også før fjernsynets og den store bilismes tid. Man skulle selv skaffe de penge, man skulle bruge, og man skulle i stor udstrækning også selv skaffe den underholdning, som man ønskede at få. De to forhold hørte sammen. Man måtte være opfindsom for at få B.I.F. til at løbe rundt. Der blev holdt årlige idrætsfester med de faste indslag, Cirkus B.I.F. og Bælum sangkor. Cirkus B.I.F. eksisterede i mange år som et særdeles populært indslag. Blandt de medvirkende husker jeg især malermester Lars Ørtoft, købmand Jørgen Olesen og postbud Johannes Thomsen.

Aktivitetsniveauet var stort. Eksempelvis afholdt man i 1936 en todages basar i februar og en stor idrætsfest i juli, og dengang behøvede man ikke at frygte, at folk i stedet tog på charterferie. I november samme år udkom B.I.F. Avisen for første gang med undertitlen ”Organ til Underholdning og Morskab”. Der blev afholdt revyer og amatørskuespil, bl.a. skuespillet ”På Børglum kloster” i 1949. Det er karakteristisk, at store dele af byen sluttede op om B.I.F., og rigtig mange udførte et stort arbejde for foreningen ved de forskellige arrangementer, selvom de ikke spillede fodbold.

Man var heller ikke bange for at lave store arrangementer med kendte og efter den tids forhold meget dyre kunstnere som f.eks. Richard Stangerups Marimbaorkester med operasangeren Paul Vermehren, Winstrup Olesens orkester med sangerinden Aase Werrild og Svend Asmussen.

Det gamle stadion

Jeg brugte kun to – tre minutter på at cykle hen ad Østergade og ned ad Nyvej for at komme på Stadion, som vi altid sagde. Det var min barndoms og ungdoms Mekka, hvor B.I.F. holdt til. Det skete, at jeg havde så travlt, at jeg væltede på Nyvej, og i min erindring havde jeg altid skrabede knæ, for vi var selvfølgelig i korte bukser. Om sommeren havde jeg ofte lommerne fyldt med ærter fra haven derhjemme i Østergade 39, når jeg cyklede til Stadion.

Stadion var en vidunderlig plet, hvor vi spillede fodbold, så snart vi kunne komme til det. Banen var selvfølgelig ikke god, men det tænkte vi ikke på dengang. Men vi spillede ikke blot fodbold; vi legede også røvere og soldater i det meget brede og tætte bælte af træer, der dengang omkransede selve banen. Træerne stod så tæt, at vi konkurrerede om, hvem der kunne komme banen rundt fra træ til træ uden at røre jorden. Indtil indvielsen af pumpestationen i Attrup i 1954 var området meget fugtigt, så der var grøfter på både nord- og sydsiden.

Indtil der blev anlagt en fodboldbane ved den nye kommuneskole i begyndelsen af 1950’erne, foregik kommuneskolens og realskolens idrætsundervisning på Stadion, hvor jeg især husker, at vi spillede rundbold med lærer Erik Fibæk. Omvendt blev skolens fodboldbane brugt af B.I.F., mens Stadion blev drænet og banen renoveret efter afvandingen i 1954. Da foregik omklædningen for spillerne i skolens cykelskur. Stadion blev genindviet i 1956 med en flot indgangsportal. Desuden købte man en ny kampbold, så man nu havde to kampbolde. Der blev desuden tyndet ud blandt træerne, så der kunne blive mere plads, bl.a. til et rækværk omkring banen.

Det mest usædvanlige på Stadion var dog klubhuset. Ingen andre af de klubber, som B.I.F. spillede mod, havde et klubhus. Det blev bygget i 1934, mens min far var formand. Det var et stort murstenshus med en tribune med plads til 125 tilskuere. Bag tribunen var der på 1. sal to omklædningsrum med et bruserum imellem med to brusere. Vandet var ganske vist koldt, men det betød ikke noget. De færreste havde en bruser derhjemme, og når der blev spillet kamp på udebane, foregik omklædningen under åben himmel eller i et skur – og uden bruser. Til sammenligning er det en kendsgerning, at i de ti år, hvor jeg gik i skole i Brovst på kommuneskolen og på realskolen, har jeg aldrig haft mulighed for at få et brusebad efter en idrætstime.

I stueetagen var der et mødelokale med et lille køkken og et depotrum, men dengang var der ikke meget, der skulle i depot bortset fra kridtvognen og hjørneflagene. Desuden var der toilet med et das. I mange år havde klubben kun en fodbold, der både blev brugt til træning og til kamp. Det var en håndsyet læderbold med en slange i, der skulle pumpes, og når bolden var våd, blev den særdeles tung at spille med. Da klubhuset blev bygget, insisterede min far på, at byggematerialerne skulle købes i Brovst og Omegns Brugsforening, selvom han selv solgte de samme materialer. Der skulle ikke være noget, der kunne kritiseres. Ved indvielsen sagde min far, at huset var et resultat af den 25 øre, der måtte betales, hver gang man ville overvære en kamp. Dengang kunne en 25 øre altså blive til noget.
Vi brugte fantasien, og klubhuset blev til en fæstning, som det ene hold forsvarede, mens det andet hold forsøgte at erobre fæstningen med deres træsværd. Stadion blev ikke kun brugt til fodbold, men som nævnt også til foreningens mange aktiviteter, som f.eks. Cirkus Bif, der blev opført bag en høj teltdug. Men det var også på Stadion, at Cirkus Robert Daniel stillede sit store telt op. Det rygtedes hurtigt, at der var kommet et cirkus til byen. Der var i forvejen blevet sat plakater op på telefonpælene, og da cirkusset endelig kom, blev der opløb af børn på Stadion. For det var en stor begivenhed for os af følge opstillingen af teltet, at se de mange beboelsesvogne og først og fremmest at se de mange dyr, der var med. Jeg husker også, at cirkusfamilien skændtes højlydt.

Det var også på Stadion, at Lykke Dalgårds tivoli hvert år blev stillet op i et hjørne, og det var et tilløbsstykke. Jeg kan også huske, at der i 1950 blev afholdt motorløb på Stadion, hvor hele Nordjysk Motorcykelklub deltog med 30 maskiner. Det gav en god indtægt til foreningen; men det var skidt for banen.

I min drengetid var der ikke mange fritidsaktiviteter. Det var for drengenes vedkommende fodbold på Stadion i sommerhalvåret samt de tre søndagsskoler og tre spejderkorps, der var tilknyttet byens tre kirkesamfund. Af forlystelser var der kun Brovst Biograf. Det var spændende at se plakaterne for næste uges film, og om de var forbudt for børn. Hvis de ikke var det, måtte man hjem for at forsøge at få lov til at komme i biografen. Pladsen foran biografen var et vigtigt samlingssted for byens og omegnens unge. De kunne så flotte sig med en hotdog fra Kammas pølsevogn, der var strategisk placeret ved siden af biografen, eller med slik fra Dinne Rasmussens slikbutik lige overfor. Ved siden af Stadion lå Selmars Konditori, hvor der i baglokalet var et billardbord og i haven en minigolfbane

I krigens skygge

Besættelsestiden 1940 – 45 forløb roligt i Brovst, men allerede før Danmark blev besat, fik fodboldspillerne i Brovst et forvarsel. Ølbrygger Agnar Mortensen (1914 – 2010) var gennem mange år en fremragende målmand på klubbens førstehold. Han oplevede en noget dramatisk situation søndag, den 1. september 1939, da holdet spillede i Aggersund. I halvlegen kom den lokale sognefoged og gav Agnar Mortensen og mejerist Jens Olsen en indkaldelse til sikringsstyrken. De skulle straks melde sig hos den militære enhed, hvor de havde aftjent deres værnepligt. Det var den dag, da tyskerne angreb Polen, og 2. Verdenskrig brød ud.

Selvfølgelig fyldte de ca. 350 tyske soldater meget i byen. Det var også besværligt at gennemføre det sædvanlige kampprogram, især i den sidste del af besættelsestiden. Tidligere snedkermester på Aalborg Værft, Niels Aage Hejlesen (f.1922), husker tydeligt, når han trænede på Stadion, bl.a. med Agnar Mortensen. Så stod der ofte en tysk løjtnant og så på spillet, og når bolden blev skudt ud af banen, skød han den tilbage igen. Det endte så med, at han kom til at spille med. Han talte flydende dansk, så enten tilhørte han det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske i Sønderjylland.

Befrielsesdagen den 5. maj 1945 blev fejret med jubel, og da englænderne kort tid efter kom til Brovst, blev der holdt en vældig folkefest på Stadion, hvor klubhuset var pyntet med både Union Jack og Dannebrog. Til stede var også ”Europas bedste nedkastningschef”, Jens Toldstrup, der havde arbejdet på at opbygge en slagkraftig undergrundshær. Der blev spillet en fodboldkamp mellem englænderne og B.I.F, som englænderne vandt 2 -1. Hele entreindtægten ved denne kamp gik til det bomberamte Bornholm. Senere samme år holdt B.I.F. sammen med Brovst Håndværker og Borgerforening en velgørenhedsfest til fordel for krigsramte børn, og der blev et overskud på 5.000 kr., der dengang var et meget stort beløb.

Besættelsestiden har sat mange spor. Den mangeårige spiller og ungdomsleder, Kjeld Simonsen, fortæller, at foreningen nogle år efter besættelsen arrangerede en tur til Sydtyskland gennem Eurosport, og på et tidspunkt kom nogle af deltagerne ind i en forretning i Heidelberg. Indehaveren kunne åbenbart forstå, at de var fra Danmark, og han spurgte på udmærket dansk om, hvor de kom fra. For at undgå en længere forklaring, svarede de bare, at de kom fra Brovst. ”Kender I så slagter Jensen?” spurgte tyskeren straks. De blev selvfølgelig forbavsede. Det viste sig, at manden under krigen havde været stationeret i Halvrimmen Forsamlingshus, og at han hver dag skulle cykle op til slagter Jensen i Brovst efter proviant. Verden er i sandhed lille!

Kurts fodbold

I min drengetid var der ikke nogen særlig organiseret træning, men vi spillede alligevel, så snart vi kunne komme til det. I 1952 havde B.I.F. syv hold, tre seniorhold, et juniorhold og tre drengehold, hver med en voksen holdleder, der også stillede holdene. Der blev spillet kampe med den samme bold nr. 5, som de voksne spillede med.

Holdlisterne blev sat op i ”Kassen” i Jernbanegade, og det var spændende at se, om man var kommet på holdet. Desværre stod jeg ofte som reserve, og så cyklede holdet og de tre reserver troligt til Øland, Tranum, Skovsgård, Halvrimmen osv. vel vidende, at der dengang ikke var noget der hed indskiftning af spillere. Kun hvis en af de 11 udtagne væltede og brækkede et ben eller en arm inden kampen, kunne en reserve træde ind på holdet.

Til dagligt spillede vi med gummibolde. Dog havde Kurt Guldhammer en læderbold, og det var usædvanligt. Kurt havde sparet op til bolden gennem lang tid på faderens, vognmand Chr. Guldhammers såkaldte asketure, der foregik om fredagen og lørdagen. Kurt og Flemming Mogensen, der boede på Nyvej, skulle bære de store, firkantede affaldsspande tilbage, efter at Chr. Guldhammer eller en af hans brødre havde tømt de tunge spandes indhold op i hestevognen. Drengene fik 2 kr. pr. tur og med supplement fra faderen, fik Kurt råd til at købe en læderfodbold.

Familien Guldhammer boede på Kærvangen, og fra haven kunne man via en spang over grøften gå direkte ind på Stadion. Jeg kan endnu se Kurt for mig, når han med bolden under armen kom ind på Stadion, så vi kunne spille fodbold med en rigtig læderbold. Men bolden gav også magt, så Kurt bestemte enerådigt, hvordan holdene skulle være. Han kunne også finde på at skælde ud, og hvis noget gik ham imod, tog han bolden under armen og gik hjem. Det kan jeg også se for mig, for det var så ærgerligt. Efterfølgende har Kurt spillet utallige kampe på ungdomsholdene og på førsteholdet, ligesom han har udført et stort arbejde i foreningens bestyrelse.
Jeg kunne faktisk se mit hjem fra Stadion, og jeg kunne i høj grad høre min mors meget høje og skarpe stemme, når hun fra køkkenvinduet råbte A r n e. Så vidste jeg, at fornøjelsen med spillet eller legen på Stadion var forbi. Bebyggelsen var anderledes. Nord for vor have lå en mark, som Chr. Guldhammer brugte. Så kom H. Rasmussens Vej og en række kolonihaver og så Stadion. 

Hardys fodboldstøvler

Hardy Pedersen (f. 1935) er en af de bedste og hurtigste fodboldspillere, jeg har oplevet i B.I.F. Han spillede venstre wing og var så hurtig, at han ikke altid fik standset, når han nåede modstanderens baglinje. Der var ingen trænere dengang, der kvalte individualisternes udvikling ved snærende systemer, så talenterne kunne frit udvikle sig. Hardy beskriver sin udvikling som fodboldspiller på denne måde:

”Jeg er født, tror jeg nok, med fodbold i blodet. Så længe jeg husker, foregik al fritid med en bold. I vores forgang blev der spillet med en tennisbold op imod vores garderobeskabe, hvilket der ikke altid blev set venligt på af ens mor. I vores gård blev der også spillet. Huset havde et stort stykke uden vinduer, helt ideelt for en knægt som mig. Baghuset blev også brugt. Her røg der undertiden et par små staldvinduer…uha! – uha!

Nu var tiden kommet, hvor det skulle foregå nede på fodboldbanen på Nyvej. Der var som i andre byer kun en bane at spille på. Her skulle både trænes og spilles kamp. Derved blev banen meget slidt, især i straffesparkfeltet, hvor der ikke var spor græs. Vi drenge var undertiden så mange efter skoletid, at vi kunne danne to hold, men ikke så mange at vi kunne bruge hele banen, så vi spillede mod det ene mål. Forsvarerne skulle bare trille den udenfor feltet forbi angriberne, som så skulle starte forfra.
Efterhånden var jeg blevet så gammel, at jeg blev meldt ind i Brovst Idræts Forening. Men nu skulle det jo ikke foregå i tennissko mere. Der skulle fodboldstøvler til. Min far havde fået opsnuset, at Thorkild Møller havde et par rigtige fodboldstøvler til salg, godt brugte.  Det var den slags med hårde snuder og læderpropper sømmet i sålen med 3 søm. Disse søm kunne undertiden mærkes op igennem sålen. Thorkild var to-tre år ældre end mig, og han brugte derfor et større nummer, end jeg gjorde. Men lidt vat i støvlen gjorde underværker.

Senere fik jeg en læderfodbold lavet af forholdsvis blødt læder. Der var indlagt slange med et langt rør til at pumpe luft igennem. Når der var tilstrækkelig luft i bolden, skulle gummirøret stoppes ind under læderet, og så skulle der lukkes til med en lædersnor. Det kunne være svært at få det til at ligne noget. Bolden blev let skæv, og det var ikke altid lige sjovt at sætte hovedet (nikke) til sådan en bold. Det kunne godt gøre ondt. Det var nok årsagen til, at hovedstød ikke hørte til min stærkeste side”. 

Store profiler

Det er ikke min opgave at nævne den uendelige række dygtige ledere, som gennem tiden har brugt en stor del af deres fritid i B.I.F. Enkelte vil jeg dog nævne. Bernhardt Christensen, i daglig tale Mølleren, var leder i foreningen i al min tid i Brovst og formand i flere perioder. (billede) Han havde aldrig selv spillet fodbold, men brugte en stor del af sin fritid på foreningen, og det var da også fuldt fortjent, at han blev æresmedlem af klubben.

Børge Bentsen (1923 – 1999) udførte gennem utallige år et stort og ulønnet arbejde på Stadion som alt mulig mand eller baneinspektør. I min erindring var han der altid. Han passede klubhuset, slog græs, kridtede banen op, tog entre ved kampene og solgte sodavand. Dette uegennyttige arbejde fortsatte han med indtil det nye klubhus på Stadion blev taget i brug i 1979.

Den person, der uden tvivl har præget B.I.F. i de fleste år og på de fleste områder, er Haggon Overgaard (1927 – 2003). Han har spillet på førsteholdet i mange år, været træner, bestyrelsesmedlem og formand. Det var som om, at han levede og åndede for klubben. Han var konsekvent og kunne være hård, men vi så med rette op til ham. Jeg har haft ham som træner, og han var den fødte leder. Men det største indtryk gjorde han dog som førsteholdsspiller, hvor han skiftevis var målmand og centerforward.

Når jeg ser tilbage på alle de fodboldkampe, som jeg har set i Brovst, er det kampene med Haggon som centerforward, der står skarpest i min erindring. Især kampene mod nabobyerne husker jeg. Der var en fantastisk stemning blandt publikum, og Haggon brugte ikke altid de pæneste metoder, og jeg kan endnu se hans smil for mig, når han havde lavet en unode. Ind imellem var han også målmand, og det mestrede han også.

Der var også mange profiler på modstandernes hold. Jeg husker endnu Tranums ”tankcenterforward”, gårdejer Egon Thomsen (billede), der havde et fantastisk hårdt spark og et særdeles hurtigt antrit. Hvis han havde været aktiv i dag og var kommet under intensiv træning, kunne han have drevet det vidt. Ved sin side som innerwing havde han den elegante Ejvind Pedersen, der var kommis i brugsen i Tranum og tidligere havde spillet i Brovst. Jeg husker også mejerist Dahl, der var stopper, og postbud Lars Mose Nielsen, der senere blev formand for klubben. Der var meget stor opbakning til Tranums hold, og murer Knud Pedersen fortalte engang min mor, at hans kone kun ville vaske tøjet, hvis holdet havde vundet.

Brovst havde altid besvær med at slå Halvrimmens hold, der havde byens stærke smed, Kærgaard Olesen som en solid stopper og den elegante kommis, Chr. Jensen som fløjhalf.

Kampene mod Skovsgaard havde en særlig intensitet, specielt når de foregik i Skovsgaard, der havde egnens mest elendige bane, der lå på markedspladsen midt i byen. Den var meget lille, utroligt skæv og med en sti midt gennem banen. Skovsgaards dygtige og markante centerhalf gennem mange år, Knud Thorsen, fortæller, at hvis man lagde sig ned i den ene ende af banen og så mod den anden ende, så flugtede banens overflade med det modsatte måls overligger. Skovsgaards spillere kendte imidlertid banen ud og ind, så Skovsgaard var et stærkt hjemmebanehold. Når man spillede i Skovsgaard, var spørgsmålet ikke, om man skulle spille med eller mod vinden, men om man skulle spille op eller ned ad bakke. De lokale kampe samlede mange tilskuere, og Knud Thorsen fortæller, at når Brovst spillede i Skovsgaard, kunne man let samle 300 tilskuere, der hver betalte 75 øre i entre. Knud Thorsen husker især en kamp i Brovst, hvor Haggon stod i mål. Han reddede et skud og havde fat i bolden med én hånd. Den lå på stregen, og Haggon råbte til dommeren, at den ikke var over stregen. Men i det samme kom en skovsgaardspiller og sparkede bolden over stregen, så der blev mål, og Haggon var rasende.

Egnens dygtigste fodboldspiller gennem tiden er uden sammenligning Skovsgaards Kjeld Thorst. Når han var på drenge- og juniorholdet, havde vi ingen chancer. Han spillede centerforward og nærmest skovlede målene ind. Kjeld nød at spille på Stadion i Brovst med den flotte tribune, omklædningsrum og ikke mindst bademuligheden efter kampene.

Kjeld Thorst debuterede allerede som 15årig på Skovsgaards førstehold i en kamp mod Brovst i Han Herreds pokalturnering. Skovsgaard vandt 3 – 1, og Kjeld scorede et af målene. Brovst nedlagde efterfølgende protest, fordi Kjeld var under de 16 år, som var JBU.s minimumsalder! Da han blev 16 år, kom han på førsteholdet, hvorefter Skovsgaard i 1956 rykkede op i serie 2 med Kjeld Thorst, Knud Thorsen og målmanden Erik Andersen som de bærende kræfter. Som 17årig kom han til Ranum, der året efter rykkede op i serie 1. Mens han gik på Ranum Seminarium kom han til AaB, hvor han efter kun en kamp i jyllandsserien deputerede på førsteholdet, der lå i 2. division. Året efter rykkede holdet op i 1. division, og Kjeld deputerede på landsholdet. Han er efterfølgende og helt fortjent blevet kåret som AaB’s bedste spiller i det 20. århundrede.

Der har altid været rivalisering mellem Brovst og Fjerritslev, som var egnens største byer. Derfor fik fodboldkampene mellem de to byer også en særlig betydning. Jeg husker endnu de drabelige kampe mod Fjerritslev og specielt duellerne mellem Haggon og Fjerritslevs målmand, Verner Ranum. Vi kunne ikke klare Fjerritslev, der i 1955 spillede sig op i serie 2. Verner Ranum husker jeg som en meget dygtig og atletisk bygget målmand. Han blev efter mange år afløst af en anden dygtig målmand, Erik Andersen, der kom til Fjerritslev fra Skovsgård Boldklub.

Jørn Kjær, der spillede på Fjerritslevs førstehold i 20 år, fortæller, at det var noget særligt at spille mod Brovst. Det drejede sig selvfølgelig om æren, men også fordi Brovst Stadion var så specielt med tribune og flot indgangsportal.  Man skulle helt til Aalborg for at finde noget lignende. Naboklubberne kendte godt hinandens spillere, og Jørn Kjær, der var den lille og vævre type, fandt hurtigt ud af, at han skulle gå uden om de stærke og kontante spillere på brovstholdet, som Haggon og centerhalfen, Gunnar Nielsen. 

Tre generationer

Der er mange familier, der har været trofaste over for B.I.F. En af dem er familien Pedersen, hvor tre generationer har været aktive i klubben, næsten i hele dens levetid. I lige linje er det Lindhardt, Gert og Peter og Morten Pedersen.

Lindhardt Pedersen (1918 – 96) var aktiv fodboldspiller i 15 år, hvor han spillede halfback. Han var en lille, tæt bygget spiller, der var hurtig og ikke kunne blive træt. I følge min far stødte Lindhardt sammen med en modspiller under en kamp på Gjøl, men Lindhardt fortsatte spillet. Først da anden halvleg var begyndt, og Lindhardt fortsat spillede mod det samme mål som i første halvleg, blev man klar over, at der var noget galt. Med besvær fik man fat i en bil, så Lindhardt kunne komme hjem til Brovst, hvor læge Lunding konstaterede en svær hjernerystelse. Derefter blev han kørt til sit hjem, men bagefter kunne han intet huske fra turen hjem.

Lindhardt havde en gård på Vilsbæk, og det var svært for ham at få arbejdet og fodbolden til at passe sammen. Han skulle først malke og fodre kreaturerne, inden han kunne cykle til kamppladsen, der ofte lå så langt borte som i Thorup og Klim. Der skulle stor lyst, energi og kondition til at holde til et sådant program. Lindhardt beholdt interessen for fodbold resten af livet, og da hans søn Gert blev stor nok, kom han med som tilskuer. Det kneb imidlertid for dem at nå frem til tiden, når kampstart var kl. 10.00, og få en plads på tribunen, da morgenarbejdet på gården først skulle overstås.

Gert Pedersen (f. 1953) begyndte at spille fodbold, da han var seks – syv år og fortsatte hele vejen igennem som drenge-, junior-, ynglinge- og seniorspiller. Som drengespiller havde han Kjeld Simonsen som træner og Ove Klitgaard Kristensen som holdleder. Det var et ualmindeligt godt makkerpar, der gjorde meget for drengene.

Hvert år blev der holdt afslutningsfest på Lynggaarden ved Tranum Strand fra fredag til søndag, og drengene cyklede derud. Det var alle puslinge- og drengespillerne, så det var en stor flok. Selvom der ikke var så megen trafik som i dag, så cyklede man for en sikkerheds skyld over Vilsbæk for at undgå de større veje, og så stod Lindhardt altid og vinkede til drengene. Det blev uforglemmelige oplevelser, med mange aktiviteter, der var gode for sammenholdet. Bl.a. blev der arrangeret natløb.

Da B.I.F. kun rådede over den ene bane, var der ofte trængsel, så i en periode løb drengene ud til Fredensdal, hvor klubben havde lejet en mark, der kunne bruges til træning. Gert Pedersen blev allerede rykket op som seniorspiller som 16årig, men samtidig blev han ved med at spille på ynglingeholdet, så ofte spillede han to kampe om ugen. Når han så samtidig trænede fire gange om ugen, var det fuldt fortjent, at han fem gange blev hædret med klubbens pokal for stor træningsflid, og i 1976 blev pokalen Gerts ejendom.
De første år som senior var Gert lille af statur og spillede helt fremme, men i takt med at han voksede, rykkede han tilbage som bageste mand for til sidst at blive målmand, en post han havde i 10 år. I disse år havde klubben tre seniorhold med det bedste hold i serie tre, kun afbrudt af korte ophold i serie to.

I 1969 kom Gert i bestyrelsen, men da han kun var 16 år, blev klubbens vedtægter ændret, så han kunne blive valgt. På dette tidspunkt var Haggon Overgaard formand og Pauli Rosenbeck kasserer. Allerede i 1966 havde man ansøgt kommunen om at få to baner på Damengen, men først i 1973 kunne man indvi en ny bane på Damengen, og to år efter blev lysanlægget flyttet fra Stadion til Damengen. Den 3. oktober 1976 faldt det gamle klubhus, og en 42årig æra var dermed forbi. Samtidig gik man i gang med at renovere banen og bygge et nyt klubhus på Stadion, og den 9. juni 1979 kunne man indvi det nye klubhus og den renoverede bane. Klubhuset blev bygget ved frivillig arbejdskraft med Haggon Overgaard og Gert Pedersen i forreste række. Men stort set alle klubbens voksne medlemmer medvirkede, og klubbens topscorer gennem mange år, Henning Simonsen, husker tydeligt, at Haggon var en kontant arbejdsleder, der forstod at få de unge spillere sat i gang. Klubbens nuværende formand, Ib Bentsen deltog også, bl.a. var han med til at bryde den gamle skole i Falborggade ned og rense murstenene, der blev brugt til klubhusets indermur. Byggeriet varede i to år og blev helt igennem fuldført ved frivillig arbejdskraft.

I 1982 gik Gert Pedersen ud af bestyrelsen for at blive kampfordeler. Det var et krævende arbejde, da der var 22 hold, der skulle deles om to baner, den på Stadion og den ene bane, man havde fået på Damengen. I årene 1990 – 2005 var Gert medlem af ungdomsudvalget, der var meget aktivt. I seks år deltog man i Vildbjerg cuppen med stor opbakning. Der kom op mod 45 campingvogne fra Brovst, hvor forældrene og søskende boede, mens spillerne boede i store telte. Alle grillede, og der blev spist i fællesskab ved lange borde, og det gav et stort sammenhold.

Samtidig med, at Gert Pedersen i 1990 blev medlem af ungdomsudvalget, begyndt han at træne sin søn Peter (f.1986), som han efterfølgende var træner for i 10 år. Peter blev som 15årig kontaktet af såvel AaB som Aalborg Chang, hvorefter han begyndte at spille i AaB, hvor han var med til vinde det jyske mesterskab i junior mesterrækken. Da han blev ynglingespiller, vendte han tilbage til Brovst, hvor han kom på førsteholdet som 18årig. Peter spiller fortsat på førsteholdet, der er i serie 3, selvom han bor i Aalborg. I alt kører 10 spillere fra Aalborg til Brovst til træning og kampe, så de er fortsat trofaste over for B.I.F.

Store ændringer

Der er sket store ændringer på alle områder, siden Lindhardt spillede fodbold i Brovst. Dengang boede spillerne i Brovst og den nærmeste omegn, og de var meget trofaste over for deres klub. Nu er spillerne ikke nær så trofaste. Mange bliver allerede som drengespillere headhuntet af de større klubber, og seniorspillerne skifter ofte klub, så det kan være svært for de mindre klubber at lægge en langsigtet strategi. Mens vi i min drengetid ikke kom nogen steder, cyklede den næste generation til Lynggården, der blev efterfulgt af Vildbjerg cuppen. Nu sender klubben et drenge- og et pigehold til Italien hvert år.

I klubbens første levetid stod hele byen bag B.I.F., og mange gjorde en stor indsats, også selvom de ikke spillede fodbold. Nu er det svært at skaffe frivillige ledere, og aflønning af ledere bliver en stadig større nødvendighed. Det er også fortsat svært at få økonomien til at hænge sammen, trods offentligt tilskud gennem fritidsloven, bl.a. fordi udgifterne og forventningerne er blevet så store. Så lederne skal i høj grad gå utraditionelle veje for at skaffe penge til klubben.

En af de ledere i B.I.F., der gennem mange år har udført et stort arbejde og derfor kender problematikken, er skorstensfejermester Jesper Jul Jensen (f.1963), og som mange andre ledere blev han inspireret af sin far, skorstensfejermester Aksel Jul Jensen, der var aktiv leder i klubben i mange år.

Jesper Jul Jensen har været medlem af hovedbestyrelsen i otte år, i klubbladet Støvlens redaktion i 13 år, formand for herre-seniorudvalget i 15 år og siden da formand for ungdomsudvalget. Han har været med i alle de aktiviteter, der de sidste mange år har været i klubben for at skaffe penge til driften. Der blev arrangeret automobilmesse og modeshow i Brovsthallen, solgt øl i gågaden og i de sidste fem – seks år har man stået for en afdeling af Nørhalne Cuppen. Det er en international fodboldturnering med op mod 12.000 deltagere, hvoraf 600 – 700 deltagere spiller og overnatter i Brovst, Skovsgaard og Halvrimmen, og alle bliver bespist på Brovst Skole.  Rigtig mange forældre og andre frivillige udfører et stort arbejde for at få dette store arrangement gennemført.

Da Jesper begyndte som leder var der fuldt hus til generalforsamlingerne, og der var kampvalg om pladserne i bestyrelsen. Nu er der en lille flok på omkring 10 personer, der deltager, og det kan til tider svært at få pladserne i de forskellige udvalg besat. Der er dog en undtagelse, idet nutidens forældre ifølge Jesper er parate til at ”flække en arm på langs”, når det gælder en indsats for deres egne børn.
Jesper Jul Jensen er idealist, for ellers ville han ikke have brugt en så stor del af sin fritid på lederarbejdet i B.I.F., men uden en type som ham kunne foreningen ikke eksistere. Han finder det vigtigt, at børn og unge mennesker har et godt sted at være i deres fritid, hvor der er faste rammer, og hvor de bliver en del af et sundt fællesskab. Det vil give dem selvrespekt og samtidig give dem respekt for andre. Jesper lægger da også stor vægt på det sociale aspekt i idrætsarbejdet, idet man har arrangeret mange busture til landskampe i Parken for spillerne og deres forældre, ligesom man hvert år sender et hold U13 drenge og piger til Italien.

Jesper finder det særdeles positivt, at man i den gamle Brovst Kommune fik bygget haller i såvel Brovst, som Skovsgaard og Halvrimmen. Man har også været parat til at gøre en indsats selv, for da borgmester Mogens Gade kontaktede Jesper og spurgte, om han kunne skaffe frivillig arbejdskraft til den nye multisal i Brovst, da kommunen ikke havde pengene, stillede B.I.F. med en række frivillige, der bortset fra i industriferien arbejdede to aftener om ugen i 14 måneder, så multisalen blev bygget.

Jesper har af familiemæssige grunde sat en øvre grænse ved tre ugentlige møder. Dog møder han stor forståelse derhjemme, da hans ægtefælle, Inge Egholm Jensen, er formand for Skovsgaard-Brovst KFUM, der har håndbold, badminton og gymnastik på programmet.

Farvel til stadion

I 2008 var det forbi. Udviklingen var løbet fra Stadion på Nyvej, og B.I.F. flyttede alle aktiviteterne ned på Damengen, hvor der er helt andre og meget større forhold for klubbens ca. 300 aktive medlemmer. Overflytningen blev markeret med et stort optog gennem byen, hvor alle klubbens spillere deltog iført klubdragter. Optoget var et symbol på den nye tid, der lå foran B.I.F., men samtidig også en tak for de 79 år, som var gået siden klubbens oprettelse.

Stadion ligger nu tomt og ubrugt hen, og jeg bliver lidt vemodig, når jeg kører forbi. Men så tænker jeg med taknemmelighed på de utallige glade timer, som jeg har haft på dette gamle stadion i min barndom og ungdom, og selvom mine kvalifikationer ikke strakte længere end til serie fem og seks, så var glæden ved at spille i den blå og hvidstribede S.I.F. trøje stor hver eneste gang.

Kontakt klubformand, Hardy Larsen